Thai bath - Visit Thailand

Valuta I Thailand

Når du rejser til Thailand, er det vigtigt at vide, hvordan du håndterer dine penge bedst muligt.

Skal du hæve penge hjemmefra, i lufthavnen eller på destinationen? Hvor meget koster det at hæve? Og hvad skal du være opmærksom på? Her får du en guide til at håndtere dine penge bedst muligt under din rejse.

Hæve penge i Danmark:

Hvis du hæver thailandske baht (THB) i Danmark, kan du være sikker på at have kontanter ved ankomst. Dog vil kursen ofte være dårligere, og udbuddet af baht i danske banker er begrænset.  – Vi anbefaler ikke du hæver hjemmefra.

Hæve penge i lufthavnen:

Både i Danmark, og når du ankommer til Thailand, er der hæveautomater i lufthavnen, hvor du kan hæve kontanter. Vær opmærksom på, at kursen her ofte er dårligere, end hvis du hæver i byen. Der er også vekselkontorer, men deres kurser kan variere meget.

Hæve penge på destinationen:

Den bedste løsning for de fleste rejsende er at hæve penge i hæveautomater (ATMs) på destinationen. De fleste hæveautomater har en fast hævegebyr, som typisk ligger mellem 220-250 THB per hævning (ca. 45-50 kr.), uanset hvor mange penge du hæver. Nogle banker giver mulighed for højere hævegrænser, så du kan minimere gebyrerne.

Husk der er forskel på hvilket kort og hvor meget du kan hæve dagligt.

Hæveautomater i Thailand – Hvad skal du være opmærksom på?

Når du hæver penge i Thailand, er der et par ting, du skal huske:

Vælg at blive debiteret i THB, ikke DKK:

Når automaten spørger, om du vil blive debiteret i DKK eller THB, skal du altid vælge THB. Hvis du vælger DKK, bruger automaten sin egen dårlige valutakurs, som kan koste dig ekstra.

Undgå hæveautomater i turistområder:

Hæveautomater i lufthavne, store turistområder og hoteller kan have højere gebyrer. Hvis muligt, find en hæveautomat ved en bank eller et lokalt shoppingcenter.

Brug en hæveautomat fra en stor bank:

Nogle af de mest pålidelige banker med hæveautomater i Thailand inkluderer Bangkok Bank, Krungsri Bank, SCB (Siam Commercial Bank) og Kasikorn Bank. Disse banker har generelt pålidelige automater og bedre service. – Ofte finder du en af disse udbydere foran 7/11.

Veksling af penge i Thailand

Hvis du rejser med kontanter og ønsker at veksle dem til thailandske baht, er det vigtigt at vælge det rigtige vekselsted. 

Vi anbefaler dog at man ikke bruger tid og kræfter på at hæve fx. euro eller dollars i Danmark, for herefter at tage dem med til Thailand for at veksle dem.

Undgå vekselkontorer i lufthavnen:

De har ofte dårlige kurser sammenlignet med vekselkontorer i byen.

Superrich Thailand – Bedst til veksling:

Superrich er en af de mest populære og velrenommerede vekselkontorer i Thailand, kendt for at tilbyde gode kurser. De har flere afdelinger i Bangkok, herunder nær BTS-stationer og shoppingcentre.

Brug autoriserede vekselkontorer:

Brug kun officielle vekselkontorer med synlige priser og licens. Undgå små, ukendte vekselsteder.

Brug af kort i Thailand

De fleste steder tager imod kort, men ikke alle:

Hoteller, shoppingcentre, restauranter og større butikker accepterer Visa og Mastercard, men taxaer, gadekøkkener, markeder og små forretninger tager kun kontanter.

Nogle steder har kortgebyrer:

Nogle butikker og restauranter opkræver et kortgebyr på 3-5% ved betaling med kort. 

Giv ikke dit kort ud:

Giv ikke dit kort til tjeneren etc. hvis maskinen er et andet sted, så gå med medarbejderen hen til maskinen så du er sikker på der ikke sker noget med dit kort. 

Scan / QR kode

I Thailand har de PromptPay som er deres version af Mobilepay, som udgangspunkt kan du kun bruge det hvis du har Thai-bank. Der findes nogle udbydere hvor man kan bruge en app der forbinder vi har dog ikke prøvet og kan derfor ikke anbefale det.

Anbefalinger for at håndtere penge i Thailand

  • Hav altid kontanter på dig til taxaer, gadekøkkener og små butikker.
  • Brug et hævekort uden udenlandske gebyrer, hvis muligt.
  • Hæv store beløb ad gangen for at minimere gebyrer.
  • Brug hæveautomater fra store banker, og vælg altid THB ved hævning.
  • Veksling af kontanter? Gå efter Superrich eller andre autoriserede vekselkontorer.
  • Du kan med fordel gå ind i en bank med dit pas og kredit/debitkort – her tillader nogle banker du kan hæve ved skranken uden at skulle betale 220-250 bath for at hæve.